Leje af hus i din ferie

Blyde Wildlife Estate er et smukt område i den nordøstlige del af Sydafrika. Her kan I leje af et fantastisk hus med udsigt til Drakens bjergene og få en unik naturoplevelse. På stedet går girafferne frit omkring sammen med zebraer, antiloper, vortesvin og mange smukke fuglearter.

Klima

Her er sommer hele året og varmest fra oktober-april. Temperaturen ligger på 20-40 grader året rundt. Klimaet er tørt med sol stort set hver dag. Aften-temperaturen ligger på ca. 25 grader. Der falder nogen/lidt regn fra oktober-marts (sommer i Sydafrika). Perioden juni-august er “vinter”. Det betyder, at det er tørt med sol hver dag og temperaturer om dagen mellem 22-28 grader og nætterne fra 10-14 grader.

Huset

Huset ligger i et område med 40 andre huse, og man skal gennem en gate med sikkerhedsvagter. Der er således kun adgang for personer, der opholder sig i husene eller arbejder på Estaten.

Huset er 275m2 stort med 400m2 terrasser, hvoraf to er overdækkede og fungerer som udendørs spise- og opholdsrum. Der er tre store soveværelser med dobbeltsenge og egne luksusbadeværelser og separate toiletter.

Stuen er på 60 m2, smukt indrettet i afrikansk stil med spisekøkken, opholdsstue, skrivebord mv. Desuden har huset en 1. sal med TV-stue (parabol) og mulighed for endnu to sovepladser. I alt er der 8 sengepladser. Der er aircondition.

Huset har alt. Man skal kun tage eget tøj med, og stuepigen vasker løbende gæsternes tøj. Der er fast stuepige, som ordner al rengøring, tøjvask og strygning, samt afrydning og opvask. Stuepigen har sit eget separate værelse i en tilbygning, hvor der også er vaskerum og garage.

Byggestilen er autentisk afrikansk med smuk trækonstruktion og høj tagrejsning under stråtaget. Udenfor er der to store overdækkede terrasser med spiseborde, samt solsenge, stolearrangementer og skøn pool med udsigt til Drakens bjergene. Der er mulighed for trådløs internet og TV ved ekstra betaling.

Ankomst

Det anbefales at leje bil i Hoedspruit lufthavn (Avis). Dette sørger man selv for. Billejen i Sydafrika er meget rimelig (ca 250-400 pr. dag afhængig af mærke og størrelse).

Huset ligger ca. 60 km fra Kruger Park, 450 km nordøst for Johannesburg. Man flyver fra Danmark til Johannesburg (med mellemlanding i en europæisk lufthavn) og enten kører man til Blyde (ca 5 timer) eller også flyver man videre til Hoedspruit (2 daglige afgange).

I Hoedspruit, som ligger 15 km fra huset, kan alle dagligvarer købes, og der er desuden flere gode restauranter i byen/omegnen.

Blyde Wildlife Estate

Estaten er dansk ejet af Søren Nielsen og hans forældre Lisbeth og Jørgen Nielsen, som købte det i 2002 og siden har etableret en lang række faciliteter og opført de ca. 40 huse.

Stedet har professionel stab bestående af en direktør, manager, sikkerhedspersonale, servicepersonale, restaurantpersonale og kokke.

Manageren hjælper med at arrangere udflugter som: Game Drives i Kruger Parken, kør selv i omegnen, jagt, river rafting, elefantridning, sejlture, flodture, flyvning i varmluftsballon, helikopterture, bush walks med løveunger for bare at nævne nogle muligheder.

Der er tennisbaner, squashbaner, luksus fitnesscenter, spa-behandlinger (mod betaling, men yderst rimeligt), restaurant og bar.

Pris

  • Samlet pris v/ 2-3 personer: 8.000 kr. pr. uge
  • Samlet pris v/ 4-6 personer: 9.500 kr. pr. uge

(Max 6 personer i huset, dog op til 8 hvis børn under 14)

Prisen inkluderer: stuepige, sengelinned og håndklæder, rengøring, tøjvask, brug af Boma (udendørs grillplads), service fra management (udflugter), og brug af fælles faciliteter på området som fx fitnesscenter og tennisbaner. Desuden har gæsterne adgang til Estatens egen private restaurant og bar.